er at fremstilling af en ringbrynje var meget tidskrævende og kunne meget nemt komme op på 200 timers arbejde for at fremstille en enkelt rustning.
Foruden at give brugeren henholdsvis meget bevægelsesfrihed er ringbrynjer meget tunge hvilket lægger stor belastning på skuldrene af brugeren. Desuden viser undersøgelser af datidens skydevåben at de fleste pilespidser kunne penetrere ringbrynjen og tilføre brugeren dødelige skader, men dobling af skulderne af Lorica Hamataen forhindrede pilene i at penetrere skulderregionen.

Så alt i alt kan man konkludere at romerne brugte ringbrynjerustninger som Lorica Hamataen fordi den var en god allroundrustning selvom den ydede dårlig beskyttelse mod pile.

LORICA HAMATA

Rustninger lavet af ringbrynje, som romerne kaldte for Lorica Hamata, har været en af de mest brugte rustningstyper i den romerske hær gennem århundreder. Det siges at romerne fik kendskabet til ringbrynjen fra kelterne ca. 300 f.kr. Ringbrynjerne blev ofte lavet af bronze og jernringe med indre diameter helt ned til 3 mm.
Man må så understrege at romerne brugte slavearbejdere i fremstilling af al slags rustninger. Romerne brugte flere varianter af Lorica Hamata, som var med eller uden ærmer og med eller uden skulder-dobling af ringbrynjen.
Der var både fordele og ulemper forbundet ved brug af Lorica Hamata. Ringbrynjen ydede den perfekte beskyttelse mod strejfende slag og stød. Desuden var ringbrynjen fleksibel og gav brugeren enorm bevægelsesfrihed, og kunne nemt repareres hvis den gik i stykker. Ringbrynjer var enormt slidstærke og kunne gavne flere generationer af soldater. En af ulemperne ved ringbrynjer i forhold til plade-rustninger